I starten af 1930'erne var arbejdsløsheden steget voldsomt. Arbejdsgiverne havde på baggrund af krisen varslet lockout for over 100.000 arbejdere, fordi fagforeningerne over hele Danmark havde afvist kravet om en gennemsnitlig lønreduktion på 20% for arbejderne. Skulle en lockout ske, ville flere blive arbejdsløse og den økonomiske krise ville forværres.
Presset på politikerne steg, og natten mellem d. 29. og 30. januar 1933 indgik Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre et politisk forlig, døbt Kanslergadeforliget, som havde til formål at reducere arbejdsløsheden og løse den økonomiske krise i Danmark. Forliget kaldes Kanslergadeforliget fordi, at det blev indgået på daværende statsminister Thorvald Staunings bopæl i Kanslergade i København.
Helt overordnet var der 3 hovedpunkter i Kanslergadeforliget:
1. Landbrugserhvervet opnåede lettelser gennem en devaluering af kronen på ca. 10 %, hvilket øgede eksporten. Der blev også aftalt en nedsættelse af ejendomsskatter, og en række midlertidige kriseordninger.
2. På arbejdsmarkedet blev arbejdernes lockout, og arbejdsgivernes krav om 20% lønnedgang, afværget ved lovindgreb, som gjorde det forbudt at gennemføre begge ting. Der gennemførtes også vinterhjælp til arbejdsløse, og støtte til offentlige infrastrukturprojekter, såsom veje, broer, kommunale bygninger, mere boligbyggeri, og andre projekter, finansieret af den offentlige sektor.
3. I forliget indgik Venstre også at støtte daværende socialminister K.K. Steinckes socialreform, som lød på at alle borgere havde krav på offentlige ydelser, så længe man opfyldte bestemte kriterier. Det gjaldt blandt andet retten til økonomisk hjælp fra det offentlige hvis man blev arbejdsløs, syg, eller kom ud for en ulykke, og derfor ikke kunne arbejde.
Historie